Jeg vil i det følgende give en kort skematisk gennemgang af de vigtigste principper angående fodring af frøædende fugle. For at en fugl kan eksistere, skal den nødvendigvis have tilført alle de livsnødvendige næringsstoffer i tilstrækkelige mængder. Da de frøsorter, som man normalt anvender til foder, indeholder en utilstrækkelig mængde af næringsstoffer, kan man let løbe ind i en mangeltilstand, såfremt man ikke er opmærksom herpå.

De stoffer, som fuglens foder skal indeholde, er proteiner (æggehvidestoffer), kulhydrater (sukkerstoffer), vitaminer og mineraler.

Proteinstoffer er hovedbestanddelen i muskler, organer, hormoner, fjer, hud, næb, kløer og æg. Fuglen skal derfor have disse stoffer tilført til vedligeholdelse og især til opbygning af ovennævnte legemsdele. De proteiner, som fuglen optager, nedbrydes i organismen til mere simple enheder. Af disse opbygger fuglen selv sine egne proteinstoffer.

Først danner fuglen aminosyrer, og disse kædes herefter sammen til de livsvigtige proteiner. Der er dog visse aminosyrer, som fuglen ikke selv kan danne (»De essentielle aminosyrer«), disse er fuglen derfor nødt til i tilstrækkelig mængde at få tilført gennem foderet. Det gælder f.eks. aminosyrerne cystein og methionin, som er uundværlige bestanddele i bl.a. fjer. Planteproteiner har et temmelig lavt indhold af essentielle aminosyrer, hvorimod indholdet er meget større i dyriske proteiner.

Kulhydrater findes i store mængder i frø, især i form af stivelse. De er kilde til energi og varme. Frø med et højt indhold af sukker virker ikke nær så fedende som stærkt fedtholdige frøsorter. (Se skema 1).

Fedtstoffer bruger fuglen ligeledes til at skaffe sig energi og varme. De er dog også nødvendige for, at fuglen kan optage de fedtopløselige vitaminer (A, D, E og K) fra foderet. Der er enkelte fedtsyrer, som fuglen ikke selv er i stand til at danne, og som den derfor skal have tilført. Det er visse umættede fedtsyrer, som bl.a. er vigtige bestanddele af fjer og dun.

Problemet er som regel ikke en mangel, men en overfodring med fedt- stoffer, således at man får for fede fugle. Dette vil medføre en øget tendens til læggenød, nedsat aktivitet og dårlig kondition hos fuglene. (Se skema 1).Vitaminer er stoffer, som fuglen kun har brug for i meget små mængder, men mangel på disse fører til forstyrrelser i stofskiftet, bl.a. fordi vitaminer indgår som en uundværlig del af enzymsystemerne. Mangel på bare et af vitaminerne vil føre til udvikling af de for det pågældende vitamin ganske specielle mangelsymptomer. Frø er især fattig på A, D, B og B vitaminer, hvorfor det især er disse, man skal give tilskud af.

		Protein %		Kulhydrat %		Fedt %	Vitaminer A   B   C   D  E
Hampefrø		12		16		40	1	1	1	–	–
Hirse		10		50		4	2	1	–	–	–
Hirse,spiret		21		44		3	2	1	1	–	1
Hvede		10		64		1	1	2	–	–	1
Hvede,spiret		23		50		1	1	3	2	–	3
Hørfrø		17		19		35	?	?	?	?	?
Kanariefrø		12		63		4	1	1	–	–	–
Majs		8		60		5	2	2	–	–	–
Raps		4		40		40	?	?	?	?	?
Solsikke		15		?		30	?	?	?	?	?
Tørgær		50		30		0,5	–	3	–	–	–
Gulerødder		1		9		0,5	3	2	2	1	1
Salat		1		2		0,5	2	1	2	–	–

Generelle krav til foderet:
Man bør kun anvende frø af god kvalitet. Kun frø med god spiringsevne har en god næringsværdi. Frø, som ikke kan spire, er »døde og har kun ringe værdi som foder. Frøets kvalitet kan således lettest kontrolleres ved at afprøve dets spiringsevne.

Det anvendte frø må ikke være muggent, fugtigt, snavset (støv), sprøjtet eller midebefængt. Blødfoderet og det spirede frø må ikke være harsk eller surt.

Skema 2: De vigtigste livsnødvendige næringsstoffers forekomst og eksempler på mangelsymptomer.

Man skal undgå bratte foderændringer, idet dette kan give diarré og fældning.
Foderets sammensætning skal tage hensyn til fuglens alder, dens aktivitet, årstiden og reproduktionsstatus (parring, æglægning, opmadning).

Er der tale om en mangeltilstand (tydelige symptomer), kan de anførte doseringer forhøjes.

A) Ikke ynglende, ikke fældende voksne fugle:
Ikke specielle behov. Foderet skal dog være så alsidigt som muligt og må ikke være for fedende. I vinterperioden må det anbefales at give fuglene et alsidigt vitamintilskud (se skema 1 og 3), fordi det her kniber med sol og frisk grønt. Vitamintilskud er ligeledes vigtig til fugle, som er på antibiotikakur, fordi disses evne til at optage vitaminer er stærkt nedsat. Gamle fugle har også et stort behov for vitaminer.

B) Fugle i fældning:
Opbygning af en ny fjerdragt stiller store krav til foderets indhold af proteiner af høj kvalitet (indhold af essentielle aminosyrer), vitaminer, mineraler og umættede fedtsyrer. Proteiner af høj kvalitet kan gives fuglen ved et tilskud af animalsk foder. Det bedste er at anvende friske. melorme, myreæg- og pupper daphnier mm. Er det ikke muligt at skaffe det friske foder, kan man anvende det dybfrosset (f.eks. myreæg) blot det er tøet grundigt op før brug. Man kan også bruge et tørfoder med et stort indhold af dyrisk materiale. En blanding af findelt kogt æg og rasp kan også anvendes. Essentielle aminosyrer kan ligeledes tilføres ved i fuglens blødfoder at blande »Biosorbin«, som er et koncentrat med vigtige aminosyrer og vitaminer (se skema 3).

De vitaminer, som der især er behov for under opbygning af en ny fjer er B- og E vitaminer. Disse tilføres bedst ved rigeligt tilskud af spiret frø. (Se i øvrigt skema 1 og 3). Det vigtigste mineral i fældningsperioden er nok jod. Det tilføres ved, at fuglen har adgang til salt og jord. Evt. kan i en periode gives 2 dråber Lugols jodopløsning pr. 1/8 liter drikkevand. Saltmangel synes især at kunne give problemer hos parakitter og dværgpapegøjer. Umættede fedtsyrer er vigtige for at få opbygget en blank og skinnende fjerdragt. Disse kan tilføres fuglen ved at iblande fuglens frø små mængder af plantemargarine eller majsolie.

C) Fugle i yngleperioden:
Som optakt til yngleperioden skal fuglen gives et foder med et højt indhold af animalske proteiner, således at det sikres, at fuglens hormonproduktion ikke hæmmes p.g.a. protein- eller vitaminmangel. Hormonproduktionen er jo afgørende for fuglens lyst til parring og pasning af æg og unger.
Tilskud af animalsk foder (helst levende) og et alsidigt vitamintilskud, enten i form af en vitamin b eller som særlig vitaminholdige fodermidler vil være påkrævet. (Se skema 1 og 3). Ægproduktionen kræver et ekstra tilskud af mineraler (strandskaller eller knuste æggeskaller) og D vitaminer (Levertran eller særlig D vitaminholdige fodermidler), således at der ikke dannes tyndskallede æg eller vindæg, som fører til læggenød. (Se skema 1 og 3).

D) Opmadning af unger:
For at ungerne kan få tilført tilstrækkelige mængder af de stoffer, som er nødvendige til opbygning af deres kroppe, er det meget vigtigt, at forældrefuglene får tilbudt et alsidigt opmadningsfoder med et højt indhold af essentielle aminosyrer, vitaminer og mineraler. (Se iøvrigt skema 1 og 3).

E) Unger i vækst:
Som det tidligere er nævnt, har disse et specielt stort behov for de livsvigtige næringsstoffer. Derfor er det meget vigtigt, at de som et tilskud til frøfoderet får animalsk foder, vitaminrige foder- midler og mineraler (skema 1 og 3).
i ovenstående er der fortalt om den raske fugl og om, hvordan man hos denne undgår en mangeltilstand. Mangel på uundværlige næringsstoffer er imidlertid en tilstand, som desværre er meget almindelig hos fuglene.
De mest almindelige mangelsymptomer er fjerproblemer (fjertab, fjerpilning, mat fjerdragt), dårlig modstands kraft overfor infektioner (især tarm- og lungebetændelse), tyndskallede æg og vindæg (læggenød), for få befrugtede æg, for svage unger (dødeligheden for høj) og nervøse symptomer (kramper og lammelser). Der er dog ikke i denne sammenhæng mulighed for at gå mere i dybden med disse mangelsymptomer og deres afhjælpning, men jeg har lavet en oversigt (skema 2), som måske kan hjælpe nogle til at få klaret evt. problemer.