Så var DM så igen henlagt til ROFI’s hyggelige rammer, og det er som sædvanligt en god oplevelse. Det er ikke til at komme udenom, at den måde, som centeret er bygget på – og vandrehjemmet integreret, gør noget for et arrangement som vores. Jeg håber, at Kalundborg vil vise sig fra en ligeså gæstfri side i 2022.
Det var første gang, at vi havde fire dommere engageret til DM. Australierne har længe ønsket – og fortjent – at få stillet en dedikeret dommer til rådighed. Opgaven var lagt i hænderne på Rolf Schindelmeiser, og han gjorde det, som sædvanligt, godt. Stor ros til kvaliteten af de udstillede australske fra manden, der har et STORT ord at skulle have sagt, i udformningen af standarden hos vores tyske venner. Nu har vi kun tilbage at ønske, at der vil komme endnu flere af denne lille charmerende fugl på vores udstillinger.
Peter Hofmann, der dømte standardfuglene i klasse B, har efterfølgende sendt denne besked:
”Hallo Bjarne,
Vi er nu godt hjemme. Min kone og jeg vil gerne endnu engang takke jer alle for en skøn weekend – og for den hjertelighed hvormed vi blev modtaget af jer.
Bedste hilsner fra Thüringen Kerstin og Peter”
Så noget har I gjort rigtigt. Tak for det.
Kæmpe tillykke til alle vinderne og alle, der rykker op efter årets DM.